Kommentarer til indspilningerne

ibens: 17 hits

(album, EMI, 2008)

ibens lever videre og det er meningen at der kommer et nyt album i løbet af efteråret 2008. Indtil da har EMI udsendt en greatest hits med titlen 17 hits. Der er godt nok 18 sange på, så der er vel egentlig op til lytteren selv at afgøre hvilket nummer der ikke er et hit. Vi har indspillet en ny sang til albummet med titlen ’Sovet væk’. Det var i sin tid en decideret live-klassiker til vores mange koncerter, men sangen blev aldrig indspillet. Det er den blevet nu i en version som vi selv har produceret og som er mixet af Jon Schumann. Desuden kan man i booklet’en læse et selvbiografisk essay om ibens skrevet af os selv samt kommentarer til alle numrene. Se mere på www.ibens.dk

Edison Jr: 1.0

(album, Playground Music, 2007)

Edison.Jr. er et enmandsprojekt for musikeren, sangskriveren og produceren Frederik Schumann. Det er ingen hemmelighed at han er en af mine gode venner og at jeg synes han har lavet et godt album i form af albummet 1.0 som udkom i november 2007. Det er en samling electronica/rock-prægede sange med en udpræget melankolsk slagside. Frederik var omkring tre år om at lave albummet, og i løbet af den periode blev en lang række numre til. Jeg har spillet en pæn stor del cello på albummet foruden bas, baritonguitar, autoharpe og synth. Se mere på www.edisonjr.com

Diverse artister : Protestsange.dk

(album, Playground Music, 2006)

Affødt af en personlig frustration over tingenes tilstand udenrigs- såvel som indenrigspolitisk begyndte jeg i løbet af 2004 at lege med tanken om at tage initiativ til et album hvor en række yngre danske artister fortolker ældre danske protestsange. I krisetider rykker man sammen og husker de gamle sange. Sådan har det sandsynligvis altid været, og sådan er det på flere måder også i dag. De gamle sange var nemlig både lytteværdige og aktuelle igen, og der skulle ikke ret meget fantasi til før sangene lød som kommentarer til aktuelle begivenheder på den politiske scene af i dag. Projektet kom i stand via dels Playgrounds velvilje, artisternes velvilje samt substantiel og moralsk opbakning fra LO, Dansk Metal, 3F og Dansk El-Forbund. Det blev indspillet i de første måneder af 2005 og udkom den 18. maj – på årsdagen for urolighederne på Fælledvej i 1993, en af de sidste store civile ulydighedshandlinger herhjemme og alene derfor værd at mindes. Albummet har vist sig at indgå i en lang række protesthandlinger i 2006 – fra den store 17. maj-demonstration mod regeringens velfærdsforringelser over de mange demonstrationer mod forringelser på børnehave- og gymnasierområderne til begivenhederne i forbindelse med Ungdomshuset i november og december. For mere information, se websitet www.protestsange.dk, hvor baggrunden for albummet er mere udførligt forklaret, og hvor en komplet liste over medvirkenede artister findes – foruden tekster og et essay om protestsangen i spændingsfeltet mellem dengang og nu.

Marie Frank: Where The Wind Turns The Skin To Leather

(album, Frankly Spinning Records/A:larm, 2005)

På Maries nye album spillede jeg i flere omgange cello, og resultatet blev faktisk ganske interessant. Alle indspilningerne foregik uden nogen som helst forberedelse – jeg hørte nummeret, spillede med, og efterhånden blev vi enige om hvordan arrangementet skulle være. Det første nummer vi indspillede, ’Spot On The Moon’, endte måske med at være det mest vellykkede. Det skulle vise sig også at være albummets måske bedste nummer, teksligt såvel som musikalsk og stemningsmæssigt.

Martin Hall: Introducing Roseland

(ep, Panoptikon, 2005)

Af forskelige årsager var var det ikke meningen at Martin Hall og jeg skulle lave mere musik sammen, sådan som vi ellers havde gjort længe. Men alligevel kom der et enkelt bidrag med fra min hånd på denne ep. Nummeret ’Coda’ – som der også er en video til på ep’en – var efter min opfattelse et af Martins bedste numre i nyere tid, og jeg bidrog med elektrisk autoharpe hvor jeg spillede to forskellige roller undervejs.

ibens: Ufornuft

(album, Playground, 2005)

I 2003 begyndte mit gamle band ibens (se nedenfor) at spille et par koncerter sammen igen. En del kameler var blevet slugt hos alle involverede i tiden inden, og endnu flere skulle blive det. Det var et slags healingsarbejde at mødes igen og se hvad der ville ske. Det var ikke kun for sjov. Det var også for at se om ikke den kreativitet vi altid havde haft sammen stadig var der. Det skulle vise sig at det var den. Langsomt begyndte der at komme numre ud af vores ugentlige jamsessions i Carsten Lykkes lejlighed på Frederiksberg. Og langsomt begyndte konturerne af et album at tegne sig, og det med nogle af de bedste numre vi nogensinde havde lavet, deriblandt skilsmisse-sangen ’Han venter stadig’ og balladen ’Nangijala’, opkaldt efter det dødsrige som Astrid Lindgrens udødelige børneroman Brødrene Løvehjerte finder sted i. Efter at have indspillet selv i en periode allierede vi os med produceren Jon Schumann eller Joshua som tog os med ud i et studie i Vanløse og bidrog med en del vellykkede forslag til arrangementer og spillemåder. Flere folkemusikere, deriblandt Harald Haugaard, medvirkede, det samme gjorde Marie Frank på et enkelt nummer, og derudover spillede vi selv på en del forskellige instrumenter. Min nyerhvervede Moog-syntheziser blev brugt flittigt, og det samme gjorde min cello, endda også min autoharpe og min theremin. Hvem skulle nu have troet at der i vores univers kunne være plads til så sære instrumenter. Men det kunne der. Albummet udkom i januar 2005 til sjældent blandede anmeldelser. Men i betragtning af at det var andre tider end dengang vi brød igennem, og i betragtning af at det ikke længere var noget særligt at synge på dansk – nærmest tværtimod – gik det nu ganske udmærket med både pladesalg og koncerterne. Vi havde det i hvert fald selv sjovt, og det var rart at se at der stadig var adskillige hardcore-fans derude – både gamle og nye tilkommere. 

Knud Odde: ’Serenade In Blue’/’Asleep In Your Own Life’

(single, Fog Horn Things, 2004)

Knud Odde, den strik, skulle udgive et katalog til en billedudstilling i New York. Nu ville han indlægge en blå vinylsingle med to af sine egne numre. Og jeg fik fornøjelsen af at spille cello på det ene.

Rasmus Nøhr: Rasmus Nøhr

(album, Copenhagen Records, 2004)

En næsten deja vu-oplevelse i forhold til Grand Avenue: Samme studie, samme tekniker, samme producer, samme pizzeria. Musikken lød dog en del anderledes, og mine bidrag blev derfor også ret anderledes. Jeg synes at musikken lød bedst da jeg sad med den i hovedtelefonerne og hørte nogle hurtige råmix af den. Da albummet udkom, var meget af nærværet desværre blevet sværere at høre. Det sker nogle gange, uheldigvis. Men heldigvis for Rasmus var mange glade for hvad de hørte.

Grand Avenue: Grand Avenue

(album, EMI-Medley, 2003)

Ligesom Mad Parker et debuterende band, denne gang i lidt større rammer. Grand Avenue var samtidig nogle søde, festlige drenge. Jeg fik lavet nogle strygerarrangementer til en del numre på albummet og inviterede violinisten og bratchisten Harald Haugaard til at være ministrygerorkester sammen med mig. Flere ting fungerede godt, især på ’Everyday’ og det næsten nøgne afslutningsnummer, ’Dancing Shoes’.

Martin Hall: Music Hall

(album, Panoptikon, 2003)

Martin Hall fik den idé at invitere en række sangerinder til at synge hans numre på dette album. Jeg spillede lidt bas og cello rundt omkring. Og stor var min overraskelse da jeg fik det færdige album i hånden og kunne høre mit gamle strygerarrangement til ’Catching The Dust’ (fra Extended-ep’en) helt solo, med Tanja Thulau fra Lukes vokal henover. Men det lød som det skulle.

Mad Parker: Photographical

(album, Cope Records, 2003)

Her skulle der laves strygearrangementer – og spilles keyboards – denne til et fint lille rockband med en ret fantastisk syngende sangerinde i front. Jeg var endda medkomponist på et enkel nummer, og så lykkedes det mig at spille nogle keyboardflader på omkvædet af et af albummets bedste numre, ’Little Shiva’, som jeg stadig synes var mit bedste bidrag til albummet.

D-A-D: Soft Dogs

(album, EMI-Medley, 2002)

En sjov lille opgave. Der skulle strygere på balladen ’It Changes Everything’ der var D-A-D’s bidrag til sorgarbejdet i kølvandet på terrorbombadarmentet i New York den 11. september 2001. Det blev til noget cello og noget stringer, og det hele blev klaret på nogle få timer. Eneste shaky moment var da guitaristen Copper partout ville prøve min cello – han elskede cello, sagde han. Men hvor tog han dog hårdt fat på den, den gamle metalrocker. Heldigvis overlevede alle.

Diverse artister: Reminder

(album, FN-Forbundet/Sony, 2002)

Jeg blev inviteret til at lave et celloarrangement til C.V. Jørgensens genindspilning af det dengang 20 år gamle glansnummer ’Elisabeth’. Jeg mødte aldrig mesteren selv, men tilbragte noget tid med produceren Nils Henriksen med at få stemmerne på plads. Pladen var med forskellige danske kunstnere, indspillet til fordel for FN’s Flygtningefond og havde spændende covernumre-bidrag med blandt andet Superheroes og Saybia.

Marie Frank: Vermilion

(album, BMG, 2001)

Efter en masse problemer med at skaffe den store, udenlandske stjerneproducer til opfølgeren på Ancient Pleasures (se nedenfor), tog vi sagen i egen hånd og gjorde trommeslageren Kent Olsen til producer på det nye album med Marie Frank – sammen med Tom Lindby, hans lyderfarne gamle pal fra Randers. Vi gjorde noget lidt utraditionelt, nemlig at begynde at skrive numre sammen i bandet. Fem mennesker der jammede sammen indtil numre begyndte at tage form. Det kunne kun ske fordi vi havde spillet så utroligt mange koncerter sammen. Men det lykkedes. Det ændrede dog ikke ved at dette var i sandhed den svære toer. Og hørt på afstand kan man godt fornemme det. Pladen ville både være sødladen pop og eksperimenterende indierock, og samtidig var det en del af dagsordenen at vise autonomi over for pladeselskabet. Desuden vidste vi alle at det ville være svært at overgå Ancient Pleasures, hvilket nogle gange var ret frustrerende. Men vi slap nogenlunde helskindet igennem takket være en fokuseret indsats fra alle. Selv syntes jeg at ’Maggie’s Song’, ’Here We Are’ og ’Starcatching Girl’ var de mest vellykkede numre, men der var nu også meget andet godt. Blandt andet et par fremragende numre som aldrig blev helt færdige og som derfor aldrig kommer med, hvilket jeg stadig kan ærgre mig over. På ’Summer Chill’ kan man i outroen høre den elektriske autoharpe som jeg havde købt et par år tidligere i USA og som siden da skulle blive et instrument jeg har holdt meget af at spille på. Albummet affødte næsten samme virak og næsten lige så mange koncerter, men efter en lang festivalsommer i 2002 – hvor vi hen mod slutningen blev ramt direkte af Wig-Wam-skandalen som blandt andet ramte vores tilgodehavender, var det slut med at spille sammen i den hidtidige konstellation. Det havde haft sin tid, og nu var det tid til at prøve noget nyt.

Majbritte Ulrikkeholm: Tilbage til jorden

(album, Exlibris, 2000)

Over nogle vinteraftener blev jeg inviteret op i et lille studie for at lave og spille nogle celloarrangementer på Majbritte Ulrikkeholms meget fine, lille album Tilbage til jorden. Meget lykkedes i vores samarbejde, og især var jeg glad for celloerne på den helt vidunderlige ’Lyset og stjernerne’.

Boel & Hall: Boel & Hall

(album, DownBeat/EMI-Medley, 2000)

Martin Hall havde i et par år været hofkomponist for Hanne Boel (hanneboel.dk), og nu skulle samarbejdet – til manges undren – gøres til et decideret partnerskab. Bandet på albummet var Hanne Boels faste band og bassisten dermed Moussa Diallo. Men Martin Hall mente at albummets to store ballader skulle have noget mere ’indie-feeling’, og jeg blev derfor inviteret til at spille på numrene ’Let’s Go Out Tonight’ og ’Tender To Gray’. Det var en stor fornøjelse, og jeg mener stadig at det er de to bedste numre på albummet. Så heldig er man ikke altid som studiemusiker.

Marie Frank: Ancient Pleasures

(album, BMG, 1999)

Kort før jul 1997, efter at ibens en måned tidligere var blevet fortid for mig (se nedenfor), mødte jeg musikjournalisten og forfatteren Jan Poulsen. Han fortalte mig om en fantastisk sangerinde ved navn Marie Frank (mariefrank.dk) han havde mødt og som jeg absolut skulle høre. Hun var the next big thing i Danmark, var han sikker på. Godt en uge efter, i juleferien, ringede han og fortalte at Marie Frank manglede en bassist til sit faste band. Han havde lovet at hjælpe og spurgte nu om det ville være noget for mig. Jeg fik nogle demoer tilsendt og mødtes med hende og resten af bandet kort efter nytår. Jeg var egentlig ikke klar til noget nyt, syntes jeg, men de ville gerne have mig med, og måske var det en god måde at komme videre på. Jeg havde sagt nej til at spille med ibens til Danish Music Awards (eller Grammy, som det hed dengang) i februar 1998, og nu viste det sig faktisk at være ret heldigt. For Marie Frank stod for at skulle på en længere Danmarks-turné, og aftenen for Grammy stod jeg i Aalborg og spillede, mens ibens spillede med ny besætning og i øvrigt ikke vandt én eneste af de kategorier de (vi) var nomineret i. Det var det år hvor Aqua ryddede alt, så måske var det ikke så underligt. Med Marie Frank begyndte der at komme styr på livenumrene, og gode nye numre kom hele tiden til. Pladekontrakten var i forvejen i hus, så det var egentlig ret nemt. Og i det tidlige efterår blev det bestemt at debutalbummet skulle indspilles i New York i hele julemåneden. Det var virkelig gode nyheder. Vi tog derover, spillede og spillede, lavede nogle gigs på Manhattan og sugede til os. Selv mødte jeg en af mine gamle helte, bassisten Tina Weymouth fra Talking Heads. Hun syntes godt om at møde en kollega fra Danmark. Det var ret stort. Albummet blev til i et cool studie i byen med Daniel Wise som producer som senere skulle komme til at arbejde tæt med blandt andre Scissors Sisters. Han kunne sit kram, vi kunne stort set også vores, og efter at have arbejdet lidt videre hjemme i København på det sidste materiale, udkom Ancient Pleasures i august 1999. Alle var begejstrede, ikke mindst for førstesinglen ’Symptom Of My Time’, mixet af den legendariske Bob Clearmountain. Marie var på alles læber, anmeldelserne forrygende, og i dagbladet Information skrev Torben Bille endda at jeg fik mit gennembrud som musiker med denne plade – og på en måde havde han helt ret. Marie var i topform, og vi spillede koncerter og tv-shows som gale. Til Grammy-uddelingen i februar 2000 spillede vi til selve showet og Marie vandt hele fire grammyer. Efterhånden nåede rygterne også udlandet, hvilket betød uforglemmelige oplevelser i Sverige, England og Italien – med et tv-show foran 15.000 publikummer på Piazza della croce i Firenze som højdepunktet. Albummets første single, ’Symptom Of My Time’, blev på det tidspunkt råspillet på MTV Italia, så det var ret fantastisk. At det udenlandske eventyr så alligevel aldrig blev til noget, er stadig lidt af en gåde. Og vi fik aldrig noget at vide af pladeselskabet.

Martin Hall: Adapter

(album, DownBeat/EMI-Medley, 1999)

I 1998 var Martin Hall i gang med den svære opfølger til forgængeren Random Hold (se nedenfor). Det betød at jeg endnu engang – men i langt mindre omfang end sidst – lavede et par enkelte strygerarrangementer, spillede noget bas og endda sang en smule kor. Der var noget rutineagtigt over hele produktionen, og albummet står langt svagere end Random Hold. Men undertiden var der gode popnumre, og selv mener jeg at mit korbidrag på ’Paper Days’ er noget af det mest vellykkede kor- og strygerarbejde jeg overhovedet har lavet.

ibens: ibens / ibens: Ølstykke i november

(album, EMI-Medley, 1997 / single, EMI-Medley, 1997)

ibens’ debutalbum er måske det vigtigste jeg har lavet. Og samtidig et af dem jeg er allermest glad for. Det er i dag blevet en lille klassiker og står i dag for mange som et dansksproget lyspunkt i 1990’erne. Et album som stadig høres og endda stadig sælger. ibens (ibens.dk) – med lille i – var blevet i 1995 med Carsten Lykke, Kristian Obling Høeg og mig selv. Vi var ambitiøse og målrettede, men var det på en meget snørklet måde. Vores debut fandet sted i november 1995 i Støberihallen i Hillerød som support for U2-plagiatbandet Die Herren (der allerede dengang var et meget efterspurgt coverband). Der var 300 mennesker, og det passede os særdeles fint. Vi var sikkert ikke særlig gode, men jeg husker at publikum stirrede enten vantro eller smilende på os da vi spillede vores nyeste nummer, ’Jeg savner min blå cykel’. Det tog vi som et godt tegn. De meget små honorarer for de jobs vi spillede satte vi ind på en konto, og da der var nok, gik vi i et lille studie og indspillede vores fire bedste numre. Det var før den tid hvor man kunne brænde cd’er selv, så vi fik trykt 500 cd’er med blandt andet ’Ølstykke i november’. Vi sendte dem til alle de folk på P3 vi kunne komme i tanker om, og snart efter blev nummeret spillet pænt i radioen. Singlerne solgte vi til de koncerter der begyndte at blive flere og flere af, og før vi så os om, var vi darlings på både P3 og på Rust på Nørrebro. Et meget lille selskab ville signe os, men vi havde is i maven og troede på at et bedre tilbud ville dukke op. Og det gjorde det. Flere, endda. Vi nåede kun at mødes med EMI, dengang EMI-Medley, før vi var blevet afgørende charmeret af A & R-mand og husproducer Nikolaj Foss. Vi spurgte dem om de havde tænkt sig at lave os helt om og gøre til noget andet end vi var – vi havde jo hørt om den onde pladebranches metoder – men han svarede at de kunne de ikke drømme om. De ville bare gøre os 10 procent bedre. Pladen blev til i efteråret 1996, jeg arrangerede strygere igen, og resultatet udkom i februar 1997. Siden da gik tingene stille og roligt fremad, og da sommeren kom, spillede vi vist på alle tænkelige festivaler, inklusive Roskilde. Singlerne fra albummet blev råspillet i radio og tv, og alt tegnede lyst. Men under efterårsturnéen gik det galt. Koncerterne var ganske vist meget velbesøgt, men rutinen lurede og frustrationerne ligeså. Hvad vi egentlig var frustrerede over, vidste vi ikke rigtigt selv. Vi kunne ikke sætte ord på det. Men vi begyndte at skændes, og endnu værre: at holde op med at tale sammen. Katastrofen indtraf i november, hvor jeg forlod bandet – eller blev tvunget til at gå. Det var ubehageligt, og måske helt unødvendigt. Men ingen omkring os vidste helt hvad der foregik, og hverken manager eller pladeselskab fik den ellers gode idé at gå ind og mægle eller hjælpe os med at finde ud af hvad problemet egentlig var. Sørgeligt. Men vi var et intenst og velfungerende liveband, så længe det varede. Og de 40.000 solgte eksemplarer af pladen kunne ingen tage fra os.
Kort inden det gik helt galt, singlen ’Ølstykke i november’ med nogle livenumre fra Roskilde.’Tror du det er let’, ’Jeg savner min blå cykel’ og ’Ingen grund’ – alle fra vores album. De viste os fra den både festlige og lidt mere inderlige side, og det var faktisk meget rart at blive dokumenteret som liveband.

Family Spirit: ’In The Snow’

(single, Kick Music, 1996)

Random Hold-produceren Thomas Li var ankermand i et ganske cool soulprojekt som hed Family Spirit. Desværre skete der aldrig så meget med projektet der kunne lyde som en dansk pendent til Massive Attack-sangerinden Sarah Nelson, hvis nogle husker hende. Men der blevet lavet nogle singler, og jeg blev inviteret til at lave strygearrangementer på et af numrene. De medvirkede på flere versioner af ’In The Snow’ på singlen, og direkte inspireret af ’Interim’ fra Random Hold lavede vi endda en version udelukkende med strygere. Arrangementet var af en eller anden grund ret mellemøstligt i sit tonesprog, og det gjorde at jeg blandt mine brødre en tid gik under navnet Mustafa Marstal.

Martin Hall: Random Hold / Martin Hall: Extended Play

(album, Virgin, 1996 / ep, Virgin, 1996)

Efter livekoncerterne oven på A Touch of Excellence (se nedenfor) var overstået, fortsatte jeg samarbejdet med Martin Hall. Jeg havde i mellemtiden genoptaget mit cellospil fra min barndom, hvor jeg faktisk spillede i 7-8 år og altid hadede det. Det var for dødssygt at spille efter noder. Men det hele kom mig til gode nu, hvor jeg fandt min i øvrigt virkeligt gode og personligt lydende cello frem, begyndte at gå til undervisning og snart tog celloen med ind i min egen rockverden. Efter nogle enkeltstående demoer og tiltag havde Martin  – det skal han fandeme have – så meget tillid til min potentielle kunnen som cellist og arrangør at han inviterede mig til at lave strygearrangementerne på det album som blev til Random Hold. Sammen med Hanne Boel- og Lars H.U.G.-musikeren/produceren Ole Hansen og producerguruen Thomas Li var jeg den rene benjamin i det projekt. Men jeg tog en dyb indånding og fik allieret mig med to virkelig gode musikere, violinisten Sara Wallevik og bratchisten Iben Teilmann der begge nogle år senere kom i Det Kgl. Kapel. I mine musikvidenskabeligt studier på universitetet havde jeg netop overstået et kursus i såkaldt Palestrina-kontrapunkt, altså trestemmig sats efter renæssanceprincipper. Det var så lærerigt og inspirerende at jeg så mig i stand til også at arrangere for en strygetrio. Mine arrangementer blev en central del af Random Holds lydbillede og kunne høres på de fleste numre – inklusiv det knap to minutter lange ’Interrim’ som udelukkende var mit værk. Egentlig var det et arrangement til vers og omkvæd på et nummer, men nummeret blev fyret fra albummet, og tilbage stod nogle Vaughan Williams-inspirerede strygere som altså blev til et selvstændigt nummer. Random Hold er uden sammenligning mit mest vellykkede samarbejde med Martin Hall overhovedet, og den står i dag som hans måske bedste album i nyere tid, sangmæssigt såvel som arrangements- og produktionsmæssigt. I Politikens Dansk Rock Leksikon fra 2002 blev albummet opført på en liste over 50 plader som redaktionen kunne anbefale som en essential guide til dansk rock. Her stod der i øvrigt at ’Interrim’ ”bærer minder om gammeleuropæisk, romantisk melankoli”. Jeg var – og er fortsat – først og fremmest dybt inspireret af den engelske komponist Ralph Vaughan Williams og af den estiske Arvo Pärt. Men måske der alligevel var noget om snakken …
Extended Play udkom noget tid senere og rummede en række sange som der ikke blev plads til på Random Hold. Når man hører ep’en, forstår man hvorfor. ’Catching The Dust’ havde dog noget charme ved sig, og nummeret holder også i dag.

Irma Victoria And The Hatebox Experience: Phantasmagoria – The Second Coming

(album, Mind and Media, 1994)

En anden demo som Martin Halls liveband indspillede i øvelokalet, var nogle sange beregnet på den halvt tyske og meget cool sanger Aud Wilken som Hall havde arbejdet med før. Det var året inden hun vandt Melodi Grand Prix 1995 med den atypiske og corny ’Fra Mols til Skagen’. Demoerne skulle have været forstadiet til et album med hende, men det hele løb ud i sandet, og i stedet brugte Hall et af numrene med ny tekst – og navnlig ny sangerinde. Irma Victoria, en på det tidspunkt 71-årig tonedøv dame der efter eget udsagn sang som en ko i havsnød og for resten heller ikke kunne ret meget engelsk. Nogle år tidligere havde Hall lavet den første plade med hende, hvor han skrev og producerede al materialet. Nu var den næste parat, og nummeret med Joseph Conrad-titlen ’Heart of Darkness’ var musikalsk set ganske vellykket, om end noget bizart.

Martin Hall: A Touch of Excellence

(album, PladeCompagniet, 1993)

Mens Return of Andy (se nedenfor) gispede sine sidste åndedræt, blev jeg ringet op af Martin Hall (martinhall.com) der ville have mig med i sit liveband. Hans manager havde hørt mig spille med mit band på Loppen i København nogle måneder i forvejen og havde givet Hall et praj. Det blev indledningen til en hel del indspilninger gennem årene. Livebandet indspillede i øvelokalet nogle hurtige demoer, hvoraf 30 sekunder kom med på A Touch of Excellence under titlen ’?’. Min anden appearance på en cd. Jeg var meget stolt.

Return of Andy: Fool For A Second

(album, Kick Music, 1992)

Den første indspilning jeg medvirkede på kort efter at jeg i foråret 1992 var indtrådt i bandet som ny, håbefuld bassist. Desværre var det hverken noget fantastisk album eller for den sags skyld noget fantastisk orkester. Trommeslagerne gik ind og ud af orkestret, og vi andre forsøgte at få det hele til at lyde som det største band i verden. Sangeren insisterede på at skrive al materialet, og vi andre måtte ikke bidrage, hvilket i sig selv var anledning til adskillige interne spændinger. Når vi var bedst, var vi et drømmende, følsom orkester med referencer til U2, Chris Isaak og Lloyd Cole, og med et blændende guitarspil. Hvis nogen en dag skulle støde på albummet, kan man lægge øre til sangene ’Talk’n’Talk’n’Talk’ eller ’Sad’ som stadig holder nogenlunde. Orkestrets karrieremæssige højdepunkt var nok en optræden på Midtfyns Festival i 1992 i kølvandet på adskilligt hype i dagspressen. Albummet udkom senere på året til mådelige anmeldelser og floppede med under 1000 solgte eksemplarer. De efterfølgende koncerter var ikke specielt sjove at spille – eller lytte på – og bandet gik i opløsning i foråret 1993 efter at guitaristen forlod det. Hans guitarspil var tæt på at være orkestrets sjæl, så der var ikke meget tilbage. Forresten hed han Carsten Lykke, og sammen med ham og en af bandets fyrede trommeslagere, Kristian Obling Høeg, begyndte vi senere samme sommer at lege lidt sammen under navnet ibens kvartet. Men vi blev hurtigt uvenner, og først i 1995 var vi klar til at danne det rigtige ibens (se ovenfor).

Jeg kan kontaktes på:
post@henrikmarstal.dk
Send en mail hvis du vil booke mig, spørge mig om noget eller blot invitere på kaffe

Hent min ph.d.-afhandling
som pdf-fil her
(1.8MB)